En lille basis dragt med lange ben

Når man bare skal give slip

Processed with VSCO with f2 preset

annonce

Det her indlæg handler om at give slip, og om at tage en stor beslutning på et andet menneskes vegne. En beslutning som kommer til at præge den måske for resten af deres liv. Det var en svær beslutning, men den blev taget, og nu krydser vi bare fingre for at det var den rigtige.

For lidt over 5 år siden satte vi vores underskrifter på diverse opskrivnings papirer til Odense privatskoler. Det var sådan lidt surrealistisk. Du har lige født en unge, og i næste øjeblik sidder du og gør klar til skolestart.

Men sådan er det jo, og da vi dengang boede i et skole distrikt, hvor Oline ved 110 % sikkerhed ikke skulle gå i den tilhørende folkeskole, så var der jo ikke andet at gøre.

De papirer skænkede vi ikke mange tanker indtil sidste efterår, hvor der lige pludselig dumpede et brev ind af postkassen. Om skolestart foråret 2017. Oline var kommet ind på en af de privat skoler vi havde skrevet hende op til.

Selvom vi jo inderst inde godt vidste det, så kom det alligevel som et chok. At vores lille pige snart skulle starte i skole.

Og så startede bekymringerne ellers.

Var hun klar, eller var det egentlig bare os der ikke var helt klar. På mange punkter var hun rigtig meget klar, og på andre punkter overhovedet ikke. Helt omvendt stod det til til hvis man vendte blikket mod forældrene. Mig og pigernes far. Vi var på ingen måder klar til at have en skolepigen.

Vi vendte vores blik mod børnehaven. De måtte da kunne hjælpe. De var desværre ikke til meget hjælp. De var nemlig næsten lige  så meget i tvivl som vi var.

Til sidst endte vi med at starte processen med at søge udsættelse af skolestart. Det var desværre en meget tung proces. Både fra børnehaven og kommunens side, og efter at have siddet til et møde hvor PPR psykologen aldrig dukkede op pga sygdom, der valgte vi at se det som et tegn fra en højere magt, og opgav processen, og besluttede at lade hende starte foråret 2017. Så måtte det enten briste eller bære.

I mellemtiden var vi jo flyttede og selvom vi ikke var flyttet ret meget mere end 500 meter var vi jo nu endt i et andet skoledistrikt og dermed var vi nu tilknyttet en anden folkeskole.

Igen en svær beslutning. Skulle vi lade hende starte i en nedslidt men lokal folkeskole med forhåbentlig kammerater på hvert et gadehjørne, eller skulle vi holde fast i den toptunede privatskole med kammerater spredt ud over det meste af Odense og måske end da noget af Fyn. Det var faktisk også et rigtig svært valg, og efter mange overvejelser valgte vi at satse på det lokale og nære, og meldte hende ind i det folkeskole som nærmest ligger i vores baghave.

Og så gik vi ellers i gang med at vende os til at vi lige om lidt skulle være forældre til et skolebarn. Det har været rigtig hårdt.

Hver gang vi har snakket med nogle om det har det altid lydt “bare vent nu kommer det for alvor til at gå stærkt. Hun kommer til at blive så stor”.

Jeg ved godt at folk siger det i allerbedste mening, men når jeg hører den sætning så har jeg allermest lyst at skrige og råbe “jamen hvis nu jeg ikke ønsker at hun skal blive stor”.

Sagen er nemlig den at hun bare er min lille pige. Min lille fugleunge. Og mit lille hoved kunne simpelthen ikke fatte at hun snart skulle starte den proces, som ender om heldigvis mange år, hvor hun er klar til at hoppe ud fra reden og stå på egne ben.

Det er selvfølgelig ikke nogen unik følelse det ved jeg godt. Sådan har de fleste forældre det nok.

Men ligesom jeg følte mig snydt for en måneds graviditet dengang hun valgte at komme en måned før termin, så føler jeg mig nu også snydt for endnu et år i barndommens land, fordi hendes fødselsdag endte med at slutte på 2011 i stedet for 2012. Havde hun bare holdt sig til 2012, så havde jeg haft mit lille børnehave barn et år endnu.

Livet som skolebarn er jo unægteligt lidt mere forpligtende og seriøst end livet som børnehavebarn, hvor den eneste bekymring er hvor meget mudder man skal hoppe rundt i idag eller om man skal tegne en regnbue eller et påskeæg.

Og det er det liv jeg måske bare havde brug for at hun skulle leve i bare lidt længere endnu.

Måske handler det også bare om at det er utrolig svært at tage en stor beslutning på et andet menneskes vegne. Jeg er helt klar over at det nu engang følger med forældrerollen, og jeg skal da nok også bære den byrde på mine skuldre. Men det betyder altså ikke at det har været nemt. Det har alligevel omfattende for et menneske som betyder alt for mig, hvis vi tager den forkerte beslutning.

Men beslutningen blev taget, og nogle gange handler det nok også bare om at man forældre skal lære at give slip og lade sit barn falde bare en lille smule ud på det dybe vand.

PS. Det går rigtig godt i skolen. Bedre end forventet. Vi elsker det ikke, men vi hader det heller ikke. Det skal nok blive godt.

PPS. Opskriften på Olines bloomers kan købes lige  her. Det fine tapet kan du købe lige her.

Gem

Gem

Gem

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lille basis dragt med lange ben