Bravo Tours Primera Club // Nye ferie planer

Om Koh Lipe, sand og manglende strømpebukser og bræk

koh lipe kohlipeJa så er vi kommet til Koh Lipe. Og her er lækkert. Hvis det ikke var fordi at begge børn har besluttet sig for at tage verdens største nej hat på, så ville jeg nok sige at vi var landet i paradis. Læs mere om de så kaldte nej hatte, om sand, manglende strømpebukser og lidt mere om bræk i indlægget. 

Om store nej hatte på Koh Lipe

Koh Lipe er fantastisk, men Ja jeg ved simpelthen ikke hvad der med de to unger. Det startede ellers så godt. To små engle basser. Ikke et skrig, ikke et brok, kun smil og store ja hatte.

Nærmest det øjeblik vi satte fod på Koh Lipe, da besluttet de sig begge for at nu skulle mor og far dæleme få kærligheden at føle. Tror ikke der i de sidste døgn ikke har været et øjeblik med enten skrig, brok eller hysteriske anfald. Suk altså. Mor og far er trætte.

Om sand, babs og morsyghed

Ebba Elvira har besluttet sig for kun at leve af Koh Lipe sand og babs. Og lad mig bare sige at det kan godt være at det er hyggeligt at fuldamme en lille sød baby, men det er altså ikke helt så charmerende med en 9 måneder gammel sag med et sug som kunne gøre en hver industri støvsuger misundelig. Av min babs siger jeg bare.

Og så har hun også lige valgt at blive temmelig morsyg det sekund vi ramte Koh Lipe. Hun har ellers aldrig været morsyg. Hun har været fuldstændig ligeglad om det var mor eller far, der tog sig af hende. Det har jeg faktisk nogle gange haft det lidt mærkeligt med. Oline var jo EKSTREM morsyg, og er det nok stadig, og det var jeg jo ligesom vant til, og derfor lidt mærkeligt at få en baby der ikke var det.  Men det er hun så blevet nu. Hun kan simpelthen ikke tåle at se at jeg går, så råber hun noget der nærmest lyder som MOAR efter mig samtidig med at hun rækker sine små arme ud efter mig.

Om kulde og lidt mere sand

Og Oline hun laver ikke andet end at klage over at det er koldt i Thailand, og at vi skulle have taget hendes strømpebukser med. Hver evig eneste gang vi skal ud af døren spørger hun efter hendes strømpebukser, og så starter diskussionen forfra. Det skal lige siges at der er 35 grader her på Koh Lipe, så koldt er her overhovedet ikke. Hendes ide stammer måske fra at hun konstant ligger i blød i vandet, og ja så bliver man jo en anelse kold til sidst. For godt nok er vandet varm, men det er jo ikke 37 grader.

Og nå ja så er hun også meget fornærmet over at der er så meget sand på stranden. Det er simpelthen for galt. Det kryber ind alle steder, og hun bruger timer på at børste sine fødder rene for at sætte dem ned i sandet, og så starter hele seancen forfra.. Håber dæleme snart hun accepterer at strand = sand.

Måske er det netop fordi de var så søde i starten af turen, at de nu lukker noget damp ud. Det var også en hård tur, og vi bød dem alt for mange strabadser, selvom vi på alle måder forsøgte at gøre det så skånsomt som overhovedet muligt. Så måske er det ok, at de lige viser lidt tænder de næste par dage.

Bræk, bræk og lidt mere bræk

Og for at det ikke skal være løgn, så mens jeg sidder og skriver på dette indlæg, så mærker jeg pludselig en lille snert af kvalme. Tænker at jeg nok bare ikke har drukket nok, og skynder mig at drikke en masse vand. 1 time senere sidder jeg med hovedet nede i toilettet, hvor min mave vender vrangen ud på sig selv. Det gør jeg så i de næste 8 timer.

Tak for kaffe siger jeg bare.

En god nats søvn (jeg sov fra kl 18 til 6.30) har gjort underværker og jeg kan nu igen begynde at indtage føde og væske. Hvilket nok er temmelig godt, for maveonde + varme + fuldamning er nok ikke lige den bedste cocktail for min krop.

Udover sure unger og en mor med bræk syge, så er Koh Lipe skøn. Eller rettere sagt vores hotel er skønt og stranden foran er skøn. For vi har ikke set så meget andet. Men det er egentlig også alt vi har brug for lige nu. Så får vi måske overskud til eventyr senere på turen. Hvem ved. Og så har vi jo hinanden, det er trods alt det vigtigste.

2 kommentarer

  • Line

    Vi rejser fra Koh Lanta til Koh Lipe om et par dage, hvor vi skal bo en uge på Castaway med vores datter på 10 mdr. Kan du anbefale nogle gode restauranter, aktiviteter o. lign? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • olinesmor

      Nu ved jeg ikke hvor i skal bo på castaway men vær obs at mange af bungalowerne er i to etage med altan øverst og den er meget dårlig afskærmet. Vi spiste ikke ret meget ude pga Ebba som er ustyrlig om aftenen. Vi fik take away de fleste aftener. Vi lavede ikke så meget andet end at bade på stranden og bygge store sandslotte. Verdens bedste aktivitet hvis du spørger en 4 årig. Og så elsker den 9 måneder gamle baby at rive dem ned igen. God fornøjelse med lipe. Der er fantastisk å

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bravo Tours Primera Club // Nye ferie planer